Stærkt sammenhold i kommunen
Som opvokset i Esbjerg har Nicki endnu ikke et detaljeret kendskab til hverken Kerteminde Kommune eller virksomhederne.
”Jeg synes, det virker som om der er et meget stærkt sammenhold i kommunen og det er altid et meget godt udgangspunkt. Så ser jeg en lang stribe af iværksættervirksomheder, som jeg tror på, vi i fællesskab kan løfte til nye højder”, siger Nicki Bjerrum.
Han har bl.a. erfaring fra mindre vækstvirksomheder i Odense, CTcoin og FlowIT, hvor han på marketing og salgssiden så virksomhederne vokse fra ganske små til pludseligt at være interessante for større samarbejdspartnere og investorer.
Han har været på vækstrejse, som bragte ham til store internationale virksomheder som Point Transaction Systems og Verifone, hvor han i mange år var ansvarlig for samarbejdet med landets brancheforeninger, solgte og markedsførte betalingsløsninger i hele Danmark og drev internationale projekter om branding, kundeservice og online handel.
Nicki kan også skrive iværksætter og konsulent på CV’et, da han har hjulpet små og mellemstore virksomheder med at optimere på salgs- og markedsføringsstrategier. Erfaringer som han nu er parat til at berige iværksættere og virksomheder i Kerteminde Kommune med.
”Helt kort handler det jo om at skabe vækst. Konkret vil jeg
bl.a. gøre det ved at samle virksomhederne i en række
netværk, hvor de kan give sparring, motivere og gavne
hinanden i fortrolige rum”.
Potentiel Old Boys-kontrakt på vej med Munkebo
I samtalen fremhæver Nicki Bjerrum flere gange samarbejde som fundamentet for vækstmulighederne. Noget han bl.a. har med sig fra fodboldverdenen, da han har spillet som professionel i barndomsklubben Esbjerg, hvor han huserede enten i angrebet eller som offensiv midtbanespiller. I dag er det mest trænergerningen i OB, der optager hans fodboldkompetencer. Han har dog hjulpet til et par gange på Langtved’s Old Boys-hold.
Om turen nu går til et af Kertemindes Old Boys hold er Nicki dog lidt tøvende omkring.
”Da jeg stoppede som professionel som 23-årig var det på grund af et ødelagt knæ. Så hvis det er alt for højt niveau, må jeg nok melde pas”, siger han og lukker således ikke helt døren for en karriere i Munkebo, Dalby eller Marslev.
Udover jobbet som Erhvervschef, trænergerningen i OB er Nicki Bjerrum også aktiv på yoga-fronten. Således har han brugt corona-perioden til at uddanne sig til instruktør hos Nordisk Yoga i Odense, og underviser i dag forskellige hold i Odense.
”Jeg sætter stor pris på den ro, som yoga og meditation kan give. Udover det fysiske velvære, så tror jeg rigtig mange, også virksomhedsejere, kan få gevinster ved yoga og et mentalt pusterum”.
De første 100 dage
”Jeg kommer til at bruge den første tid her på at stikke fingeren i jorden og så kommer det med planer og strategi senere. Men jeg forventer at have mit primære fokus på iværksætteri her i starten, da det er her det er muligt at lave hurtigst resultater. Herudover er det min vurdering, at der er store potentialer i kommunens fantastiske natur samt i at tiltrække events”.
Driver du virksomhed i Kerteminde Kommune eller er ved at planlægge at starte en, er du således meget velkommen til at kontakte Nicki Bjerrum på enten nbj@etkerteminde.dk eller ringe på (+45) 8182 5706.
FAKTABOKS
Nicki Bjerrum
45 år og fra Esbjerg.
Gift med Terese og har to drenge på 7 og 10 år.
Bosiddende i Odense.
Markedsføringsuddannelse og har primært arbejdet med branding, marketing og salg. Bl.a. har han tidligere opbygget en af Danmarks bedste webshops, været mentor og projektleder på internationale projekter og stået for landsdækkende markedsføringsstrategier i flere virksomheder.
Fra 1. april 2021 ny Erhvervschef i ETKerteminde.
FAKTABOKS
Det nye trekløver i Kerteminde Kommune
Mens Kerteminde Kommune har myndighedsansvaret og Erhvervshus Fyn
har det faglige og specialiserede ansvar, kommer ETKerteminde ind som virksomhedernes indgang til de to instanser, samt med ansvar for iværksætteropgaverne i kommunen. Sammen skal de tre enheder sikre en
stærkere indsats til gavn og glæde for erhvervslivet i Kerteminde Kommune.
Se mere på etkerteminde.dk eller www.facebook.com/kertemindeerhverv
For mere information, kontakt:
Direktør Dorte Frandsen
Tlf. 65 32 11 21
E-mail: dfr@etkerteminde.dk