Mandag kunne ETKerteminde i samarbejde med FilmFyn, Nordisk Film, Kerteminde Kommune og Kerteminde Kino byde de mange statister i Martin Miehe-Renards nyfortolkning af ”Buster’s Verden” indenfor i biografmørket. Det havde mange taget imod, og forventningen var stor blandt de mange fremmødte.
”Vi er meget glade for det samarbejde vi har med FilmFyn, og det er både en stor oplevelse for erhvervet og de lokale, når der skal indspilles film i kommunen. At de lokale børn og voksne så yderligere får mulighed for at se sig selv på det store lærred, er jo bare en fantastisk måde at runde oplevelsen af på,” siger direktør for ETKerteminde, Dorte Frandsen.
Sammen med Kertemindes borgmester, Kasper Ejsing Olesen, bød Dorte Frandsen de mange biografgængere velkommen inden lyset blev dæmpet og filmen kunne begynde.