Forskere fra hele verden mødes om dyrelyde i Kerteminde

Image00005

Hos Erhverv & Turisme i Kerteminde er vi stolte over, at den international forsker-konference, International Bioacoustics Society (IBAC), kommer til vores skønne område omkring Kerteminde. Konference bliver afholdt i sommeren 2025, og med den kommer 250-300 forskere og deres ledsagere til at besøge vores område.

Forskningskonferencen har fokus på bioakustik. Det er nok ikke den mest kendte forskningsdisciplin, men de fleste har sikkert hørt om den rige og nuancerede pallette af kommunikationsformer, som både land- og vanddyr benytter sig af, når de f.eks. skal adressere hinanden eller finde føde. Forskningen indenfor feltet står en række højt specialiserede eksperter fra universiteter i hele verden for, og de mødes én gang om året ved IBAC-konferencen for at udveksle erfaringer.

  • Danmark har et meget aktivt og verdenskendt forskningsmiljø indenfor biologisk akustik, men det er sindssygt afgørende for fremdriften i vores forskning, at vi får mulighed for at samle alle kapaciteterne inden for vores felt – også fra udlandet. Med konferencen i 2025 får vi sat Fyn på verdenskortet inden for den faglige kreds ikke mindst med vores fine faciliteter ved Marinebiologisk Forskningscenter og Fjord & Bælt, siger Magnus Wahlberg, der er lektor ved Biologisk Institut på SDU.

Direktør for Erhverv & Turisme i Kerteminde Nils Skeby ser frem til at give de mange gæster en bid af byen:

  • Vi har så meget at byde på for både turister og erhverv. Med konferencen får vi både mulighed for at vise nogle af områdets attraktive konferencefaciliteter frem – i dette tilfælde på Lundsgaard Gods. Vi kan også vise deltagerne og deres familier de mange hyggelige overnatningssteder og oplevelser, vi har i både by, naturområder og på vandet, hvor vi f.eks. har verdens højeste koncentration af marsvin. Det ved vi, er noget, der appellerer til målgruppen her, siger han.

Det er tredje gang, det lykkes at trække konferencen til Danmark, men det er 30 år siden sidst, og borgmester Kasper Ejsing Olesen glæder sig over det stærke partnerskab, som har taget stikket hjem til Kerteminde denne gang:

  • Det her viser endnu engang, hvor stærkt vi står i det fynske, når vi bringer alle vores gode kræfter i spil i forhold til en styrkeposition, som vi har her i Kerteminde. Det stærke forskningsmiljø på SDU og deres tætte samarbejde med Fjord & Bælt-centeret omkring dyrene og deres fascinerende kommunikation er uden tvivl afgørende for, at IBAC kigger vores vej. Og når vi så krydrer det med Destination Fyns erfaring med konferencebud, så står vi stærkt. Vi glæder os til at tage imod bioakustikerne i 2025, siger han.

For Destination Fyn, som vi har samarbejdet med om budmaterialet, er der ikke tvivl om, at omgivelserne for IBAC-konferencen på alle måder kommer til at leve op til de forventninger, der er givet i buddet.

  • Det her er et godt eksempel på, at vi aktiverer det fynske økosystem inden for et givet område i forbindelse med konferencetiltrækning. I det her tilfælde sikrer vi, at konferencen ikke bare får værdi i form af turismeomsætning, men at f.eks. Fjord & Bælt og forskningsmiljøet på SDU får udviklingsmuligheder, som følge af konferencen på sigt. Det sker bl.a., når vi holder åbningsreception blandt bassinerne på vores fynske formidlingsflagskib inden for det her felt, siger erhvervsturismechef i Destination Fyn Kirsten Rudbeck.

Op mod 300 forskere fra hele verden forventes at finde vej til Kerteminde, når det går løs i 2025, og der zoomes ind på såvel fuglesang som lyde fra frøer, firben, flagermus og selvfølgelig havets pattedyr, der jo opholder sig helt tæt på i Kerteminde.

  • Jeg er stolt over, at vi får lejlighed til at vise os frem for så stor en gruppe entusiaster netop på det her felt. Jeg er sikker på, at vi vil kunne bruge konferencen til at knytte værdifulde internationale kontakter. Vores drøm er jo, at universiteter fra hele verden kommer og bruger os, og her får de f.eks. lejlighed til at se, hvor fantastisk vores set-up med marsvin er, og hvor dygtige vores dyretrænere er, siger Michael Andersen, der er direktør hos Fjord & Bælt.

Han ser konferencen som et vigtigt led i stedets ambition om at bygge bro mellem borgeren og forskningen.

 

FAKTA:

  • Forskning i biologisk akustik omfatter studier af, hvordan dyr hører og laver lyde, og hvordan de bruger lyde til at kommunikere og finde føde.
  • Den internationale forening IBAC, der danner rammen om vidensudveksling vedr. forskningen inden for bioakustik, blev oprindeligt dannet i Danmark i 16 af en flok dedikererede fuglesangsentusiaster
  • Konferencen lander lige efter, at de nyeste tal for udviklingen i erhvervsovernatninger på Fyn (år til dato) viser en stigning på 3,6 pct. i forhold til sidste år.
  • IBAC-Konferencen i Kerteminde er den 29. i rækken og er p.t. planlagt d. 7. – 12. september 2025
  • IBAC-konferencen blev i år afviklet på Hokkaido University i Japan

 

For yderligere information

Direktør Erhverv & Turisme Kerteminde, Nils Skeby, tlf. 81 81 57 07

Lektor SDU, Magnus Wahlberg, tlf. 22 16 39 50

Borgmester Kerteminde Kommune, Kasper Ejsing Olesen, tlf. 24 65 92 49

Erhvervsturismechef, Destination Fyn, Kirsten Rudbeck, tlf. 21 26 77 72

Direktør Fjord & Bælt, Michael Andersen, tlf. 60 69 44 22