Gitte og Rikke Louise vil hjælpe sårbare borgere ud i servicebranchen

Pexels Pixabay 48889

Med en baggrund på mere end 25 år i rengøringsbranchen og erfaringer inden for både offentlige ledelse og administration samt en coachbaggrund vil de to kvinder, Gitte Grønning og Rikke Louise Fage-Fjord, via et samarbejde med TEC (Danmarks største erhvervsskole i København, red.), rekruttere kandidater til at gennemføre et otte ugers kompetenceudviklingsforløb.

Foto: Rikke Louise Fage-Fjord, Speak Up Now.

Kompetenceudviklingsforløbet skal yderligere laves i samarbejde med de første 15 fynske virksomheder, der vil være med til at sikre, at de kommende medarbejdere får en god indføring i dansk arbejdspladskultur.

Det er faktisk en hel del af det, som drejer sig om dansk arbejdskultur. Der er en masse interkulturelt for de borgere, der kommer fra andre dele af verden. Basalt handler det f.eks. om at få talt med dem på en ordentlig måde om, at når der står på et ugeskema, at arbejdstiden er fra 8-15, så betyder det ikke, at man skal tage bussen hjemmefra kl. 8, men at man skal møde fysisk ind på arbejdsstedet kl. 8 etc. Men også at vi i Danmark har en kultur med plads til at fortælle sin arbejdsgiver, hvis man har nogle udfordringer, man har brug for hjælp til”, siger Rikke Louise Fage-Fjord, der via sin virksomhed Speak Up Now er partner i projektet.

Siger nej til kunder

At der er et stort behov for mennesker, der vil ansættes i rengøringsbranchen ved Gitte Grønning, indehaver af rengøringsfirmaet Perfectshine, en hel del konkret om.

Jeg siger nej til opgaver hver eneste uge, fordi jeg ikke har kvalificerede assistenter nok. Og det er jo det værste, der kan ske for en, der har egen virksomhed. Det er også min fornemmelse, at det samme gør sig gældende hos mine kolleger og vel også derfor, at det har været relativt nemt for os at få virksomheder til at stille sig til rådighed for dette pilotprojekt. De mangler kvalificerede assistenter alle steder”, siger den erfarne rengøringsdirektør.

Personlig coaching skal bane vejen

Selve kursusdelen af kompetenceudviklingsforløbet består af den faglige opkvalificering indenfor rengøringsområdet, det interkulturelle spor, inklusive det danske arbejdsmarked med regler, rettigheder og pligter, og så en mere individuel del med fokus på coaching kombineret med praktikforløb.

Det er personlig coaching, hvor vi tager udgangspunkt i præcis der, hvor borgeren er, for at bygge bro fra arbejdsløshed til selvforsørgelse. Der er mange forskellige forklaringer på, hvorfor man står udenfor arbejdsmarkedet, f.eks. sproglige udfordringer, negativ social kontrol eller traumer i forbindelse med fortiden eller en flugtproces. Det er væsentligt for mig at understrege, at der ikke er tale om behandling, men coaching. Dvs. jeg kan videreformidle til et behandlingsniveau, hvis det er relevant”, fortæller Rikke Louise Fage-Fjord.

Bedre kvalificering skal føre til skabelsen af flere jobs

Både Gitte og Rikke Louise håber snart at kunne komme i gang med opkvalificeringen.

Foto: Gitte Grønning, Perfectshine.

Det er jo en katastrofe, at vi har så mange 2-sprogede, der er ledige, og virksomheder i servicebranchen, der skriger på den service disse mennesker kan levere, hvis de blot bliver klædt på til opgaven. […] I al beskedenhed synes jeg, vi har et godt bud på, hvad der skal til for at få skabt nogle jobs,” afslutter Gitte Grønning og opfordrer alle, der har interesse i projektet til at kontakte hende.

FAKTA

Projekt ”Kompetente kandidater til rengøringsbranchen”

Projektet ”Kompetente kandidater til rengøringsbranchen” er et samarbejde mellem Munkebo-virksomheden PerfectShine, kommunikationsbureauet Speak Up Now og TEC.

På 8 uger vil initiativtagerne gennemføre en række kursusdage på AMU-institutioner kombineret med praktikker ude i virksomhederne. Udgifterne til projektet afholdes af de lokale jobcentre og det koster derfor ikke for virksomhederne at deltage.

Målgruppen er mennesker på integrationsydelse eller kontanthjælp, samt generelt aktivitetsparate borgere, der er meldt ledige hos jobcenteret.