Med trommefanfare, en storsmilende kirsebærdronning og vægter bød Destination Fyn, Kerteminde Kommune og ETKerteminde, velkommen til såvel virksomheder, politikere, eventmagere, foreninger og private borgere til en workshop omhandlende udarbejdelsen af en strategi for hvordan man tiltrækker nye events og begivenheder til Kerteminde Kommune.
Pakket ind i udsmykkede rammer fra Waterdrops, Vikingemuseet Ladby & Fjord & Bælt Centret, krydret med indslag fra smukke dansere og professionelt styret af et af Danmarks førende kommunikationsbureauer, Geelmuyden Kiese, drøftede de mange deltagere blandt andet spørgsmål såsom;
- Hvad er Kerteminde Kommunes nuværende position indenfor events, og hvordan videreudvikler vi denne?
- Hvilke events kan skabe mest værdi for kommunen på den lange bane?
- På hvilke områder er der størst potentiale for udviklingen af events i Kerteminde Kommune
- Er Kerteminde Kommune gearet til flere events?
- Skal man satse på alle typer af events?
Men hvorfor overhovedet en workshop?
”Fordi vi ønsker involvering og inddragelse fra dem som sidder med fingrene i suppen. Vi ønsker ikke at få udarbejdet en teoretisk rapport der kan ligge i en skuffe, men derimod at få lavet noget materiale med et fingeraftryk fra alle som ønsker, at bidrage” udtaler direktør for ETKerteminde, Dorte Frandsen. ”Det har været helt essentielt at alle blev inviteret og hørt, helt fra starten og dermed får sat et aftryk på den kommende strategi”.
At dømme ud fra deltagerantallet og lysten til at komme til orde under arrangementet, må man konstatere, at lysten til at tage ejerskab og bidrage er kommet rigtig godt fra start.
”Det var nogle meget deltagende og debatlystne aktører vi mødte her i Kerteminde, som har givet os masser af informationer og ønsker, til den kommende strategi med hjem” udtaler Morten Crone Sejersbøl fra Geelmuyden Kiese med et smil på læben ”nu skal vi hjem og omsætte dette til vores anbefaling til en eventstrategi for Kerteminde Kommune”. afslutter Morten Crone Sejersbøl.
Udstyret med blandt andet små, søde smagsprøver fra lokale virksomheder forlod deltagerne arrangementet kl. 17.30.