Kertemindes turistinfo flytter tættere på turisten

Pexels Tim Samuel 5845024

Turister i Kerteminde Kommune kommer fremover til at kunne finde information og inspiration mange steder i kommunen. Kerteminde Kommunes Erhvervs- og Vækstudvalg godkendte den 30. januar et oplæg fra Kerteminde Erhverv & Turisme for udvikling af den fremtidige turistservice. Det betyder, at turister fremover kan finde såkaldte decentrale turistkontorer og -informationer ved flere af kommunens turistmål. Samtidig bliver også den digitale information til turister opprioriteret.

”Kerteminde Erhverv & Turisme, som på vegne af Kerteminde Kommune blandt andet har til opgave at varetage den lokale turistservice, har forelagt et projekt for os, som skal flytte turistservicen til et nyt niveau. Informationerne kommer nu i langt højere grad til at være der, hvor turisterne er,” udtaler formand for Erhvervs – & Vækstudvalget Klavs Lauridsen (C).

I praksis kommer en række erhvervsdrivende i kommunen som fx overnatningssteder, caféer, museer og butikker til at huse og bemande de decentrale turistkontorer. Den ekstra rolle som turistkontor vil både skabe større synlighed og tiltrække flere besøgende til stedet samt til andre turistdestinationer i kommunen. Oprettelsen af de decentrale turistkontorer betyder også, at det lokale turistkontor på Strandvejen i Kerteminde lukker.

”Vi er klar over, at der vil være nogle, der lige skal vænne sig til tanken om, at turistkontoret nu flyttes ud på flere lokationer. Men i analysen kan vi se, at det er meget få – og i nogle perioder ingen – turister, der benytter vores nuværende turistkontor. Derfor er det ikke fornuftig brug af borgernes skattekroner at fastholde turistkontoret på Strandvejen i Kerteminde. Alle eksperter peger på, at turister i dag enten betjener sig af digitale løsninger på deres telefon eller service på de steder, de opholder sig på ferien,” siger medlem af Erhvervs – & Vækstudvalget Henrik Madsen (C), som også er Næstformand i Kerteminde Erhverv & Turisme.

 

Digital info via app og infostandere
Som del af strategien kommer turister også i langt højere grad til at kunne finde information og inspiration digitalt. Blandt andet i en opgraderet version af VisitKerteminde-appen og på digitale standere, der placeres på de decentrale turistkontorer samt ved udvalgte besøgsmål og attraktioner i kommunen.

Medlem af Erhvervs- og Vækstudvalget Sebastian Nielsen (S) fortæller:

”Kerteminde Erhverv & Turisme har lave en grundig og professionel analyse. Og der er ingen tvivl om, at den nye strategi lægger op til den helt rigtige måde at servicere turisterne på fremover. Den afspejler også, hvordan turistservice udføres i dag i mange andre kommuner i Danmark og ikke mindst i udlandet,” siger medlem af Erhvervs – & Vækstudvalget Sebastian Nielsen (S).


”Ask Me”-korps skal guide turisterne
Planen er også, at aktører indenfor turisterhvervet vil blive samlet i et ”Ask Me”-korps. Korpsets medlemmer skal guide og inspirere turister til at besøge de mange spændende destinationer i kommunen. Kerteminde Erhverv & Turisme vil sørge for, at både ”Ask Me”-korpset samt øvrige erhvervsdrivende på de decentrale turistkontorer bliver grundigt oplært.

Jeg synes at det er en stærk og visionær strategi, som Kerteminde Erhverv & Turisme har fremlagt. Der er ingen tvivl om, at vi både kommer til at servicere vores turister bedre, og at vi også i højere grad kommer til at gøre de mange spændende muligheder i kommunen synlige for flere. Vi skal være tilgængelige og synlige for turisten, der hvor turisten allerede er. Og der er ingen tvivl om, at vi derfor også er nødt til at være mere til stede digitalt og ved flere turistdestinationer,” siger Bettina Eriksen (LA) om planerne.

Kerteminde Erhverv & Turisme har inviteret turistdestinationerne i Kerteminde Kommune til møde omkring turistudviklingen den 9. februar, hvor de vil blive inddraget i hele udviklingsplanen.

Kerteminde Erhverv & Turisme fungerer som serviceorgan for erhvervslivet og turismen i Kerteminde kommune. Det er en ekstern enhed, som er organiseret i en selvstændig fond med støtte fra Kerteminde Kommune.

 

Kontakt for mere info
Direktør Nils Skeby: E-mail ns@ETKerteminde.dk eller telefon 8181 5707.