I denne uge offentliggør vi løbende de fem kandidater til Turismeprisen.
Den kandidat vi løfter sløret for i dag er: Kirsebærfestivalen.
Kirsebærfestivalen er et fyrtårnet for de kulturelle events i Kerteminde, og er med til at sætte byen på landkortet som en destination for både turister og lokale. Under mottoet Se, lyt og smag bydes der på en enestående blanding af kunst, musik, kulinariske smagsoplevelser og god underholdning. Kirsebærfestivalen indstilles bl.a. for deres evne til at trække flere og flere gæster til byen til stor gavn for lokalområdet:
- De har udviklet en festival, der kun trækker flere og flere mennesker til hvert år til gavn for både forretningerne, de små virksomheder med egne egnsprodukter, byen og området. Så Kerteminde kommer på landkortet, og man ser og hører, at folk vender tilbage år efter år – også på andre tidspunkter af året.
I indstillingen lægges der desuden vægt på, at der bag festivalen ligger stærke frivillige kræfter, dedikation og engagement, som hvert år arbejder hårdt for at skabe og udvikle festivalen.
Fra den 16. december kan du stemme på den kandidat, som du synes fortjener at vinde Turismeprisen.
Det er Erhverv & Turisme i Kerteminde og Erhvervs- og Vækstudvalget i Kerteminde Kommune, der står bag Turismeprisen. Prisen gives til en virksomhed, forening eller enkeltperson, der har ydet en særlig indsats på turismeområdet i Kerteminde Kommune.