”Jeg vil gerne leje en cykel!” – den sætning hører man mange gange over sæsonen på turistbureauet i Kerteminde, og hver sommer har man arbejdet med kalendere og regneark for at få det store cykel-regnestykke til at gå op. Men med introduktionen af cykeludlejning via app er det nu slut med papirnusseriet, når bureauets ansatte skal leje cyklerne ud: Gæsterne skal blot downloade Donkey Republic app’en til Iphone eller Android.
Via app’en er det muligt at finde den nærmeste cykel, leje den og låse den op. Man kan desuden frit stille cyklen fra sig undervejs, låse den og låse den op igen, når man skal videre, og når man er færdig, skal cyklen blot afleveres på det anviste afleveringssted, som fremgår af app’en. Det bliver ikke nemmere end det!
Turistbureauets medarbejdere står naturligvis klar til at hjælpe, når man skal bruge app’en første gang og kigger man ind forbi, kan man få flere gode bud på cykelruter og oplevelser med på vejen.