Startskuddet til et spændende samarbejde er nu i gang! Lundgaard Gods bød nemlig velkommen til 15 studerende fra UCL i Odense, som skal give deres bud på digitale
koncepter, der kan fremme virksomhedens digitale udvikling. Samarbejdet en del af et spændende initiativ, der formidles af Erhverv og Turisme Kerteminde, hvor studerende og virksomheder kobles sammen.
I dag fik en gruppe studerende fra UCLs Digitale Konceptline et grundigt brief af Anne Louise Danø, Kommunikationschef ved Lundgaard Gods. Samarbejdet med Lundgaard Gods er en del af de studerendes semesteropgave, hvor de efter dagens brief, skal arbejde på et digitalt koncept. Som en afslutning på opgaven, skal de studerende pitche deres løsning til godset i marts.
For de studerende er det en unik mulighed for at komme ud og prøve deres kræfter af, hos en ’rigtig’ virksomhed:
– Jeg får mulighed for at arbejde på et helt reelt projekt, som ikke kun er ’skrevet på papiret’. Det er noget som fremtidige arbejdsgivere også lægger vægt på. Herudover er det også
spændende at komme nye steder hen, som vi ellers ikke vil se, fortæller Simon Hedengran Kristiansen, UCL Studerende, Den digitale Konceptlinje.
Også på Lundgaard Gods glæder de sig over muligheden for at få nogle nye øjne på virksomhedens digitale løsninger:
– Det er vigtigt for os, at de studerende får noget ud af samarbejdet med os – og så er det naturligvis godt for os at få nogle ekstra øjne og vinkler på, hvordan vi kan gøre tingene anderledes, fortæller Anne Louise Danø – og fortsætter:
– Jeg er spændt på at se de løsninger, som de studerende kommer frem med – og jeg håber, at der kan blive mulighed for at stille en praktikplads til rådighed, så en studerende kan hjælpe
med at eksekvere nogle af løsningerne efterfølgende, afslutter Anne Louise Danø.
Samarbejde mellem virksomheder og studerende også i fremtiden
Samarbejdet mellem UCL og Lundgaard Gods er en del af et spændende initiativ, hvor 5 virksomheder hvert år har mulighed for at indgå i et samarbejde med UCL. På UCL glæder de sig over samarbejdet, da det i høj grad kommer de studerende til gavn:
– Samarbejderne med virksomhederne er vigtige, da de kommer de studerende til stor gavn. Her får de studerende prøvet deres kræfter af og testet deres evner og faglighed på noget
konkret, siger Ellen Houmøller, Lektor og Praktikkoordinator på Digital konceptudvikling, UCL.
De studerende, der deltager, bringer en bred vifte af kompetencer med sig. Uddannelsesforløbet i digital konceptudvikling er en professionsbachelor, som bygger videre
på uddannelser som multimediedesigner, markedsføringsøkonom, serviceøkonom eller datamatiker. Som en del af overbygningen skal de studerende arbejde med en
virksomhedscase, der resulterer i en digital løsning.
Yderligere information
Anja Svenstrup, erhvervskonsulent, Erhverv & Turisme i Kerteminde:
as@etkerteminde.dk eller 2218 5703