Uanset om du er turist i egen by eller kommer langvejs fra, så kan du hoppe på bussen og komme rundt og besøge kommunens mange forskellige tilbud. Er du til storslåede naturoplevelser, så hop af ved Fyns Hoved og tag gåturen hovedet rundt eller kast linen i havet, for det er også fantastisk at fiske her eller nyd en middag hos Fynshoved Café & Gårdbutik. Er du historisk interesseret vil Vikingeskibsmuseet Ladby være en stor oplevelse. Kultur og kunstelskere kan blive inspirerede på Johannes Larsen museet og børnefamilien kan få en sjov og spændende dag på Fjord& Bælt Centret. Eller hvad med et spil minigolf hos Kerteminde Minigolf? Og endelig er der også flere spisesteder, handlemuligheder og kommunens 3 campingpladser; Fynshoved Camping, Kerteminde Camping & Camp Hverringe på ruten.
“På den ene side giver vi med den her busrute muligheden for nemt, miljørigtigt og prisvenligt at komme rundt til sommerlandets forskellige attraktioner i Kerteminde. På den anden side håber vi også, at busruten vil være med til at synliggøre, at der er eventyr nok til at fylde mindst en hel uge med oplevelser i Kerteminde,” fortæller Dorte Frandsen direktør i ETKerteminde Erhverv & Turisme.
Det er erhvervslivet langs ruten og ETKerteminde, der har finansieret sommerbussen, som kører alle ugens syv dage i ugerne 27 til og med 31 med stop ved campingpladser, attraktioner og naturoplevelser. En billet koster 5 kr. og børn under 12 år kører gratis med. Vil du have adgang til bussen i en hel uge koster det 40 kr.
Billetter købes på www.shopkerteminde.dk eller kontant ved chaufføren.
Køreplanen, der har fire daglige afgange og ankomster fra de forskellige destinationer samt stoppestedernes placering kan ses på www.visitkerteminde.dk/summer-bus. Stoppestederne er også forsynet med en QR-kode, der leder til køreplanen.
“Glæden ved at kunne tilbyde den her rute går to veje. For det første er vi meget glade for at kunne give byens gæster muligheden for at komme rundt på en nem og overskuelig måde, der samtidig giver et overblik over nogle af vores unikke attraktioner.
Og for det andet glæder vi os over opbakningen fra erhvervslivet, der forhåbentlig kommer til at mærke tilgang fra endnu flere gæster, når bussen kører dem lige til døren,” fortæller Dorte Frandsen om forventningerne til sommerbussen.
Bussen er et forsøg, der kører i skolernes sommerferie i år og om alt går vel, kører den også i sommeren 2023