Pressemeddelelse – Nye ansigter hos Kerteminde Erhverv & Turisme

Social Media G9312c9277 1280

I begyndelsen af februar 2023 tiltræder to nye medarbejdere hos Kerteminde Erhverv & Turisme (ETKerteminde). Anja Svenstrup, som er ansat som Erhvervskonsulent, og Sabrina Maria Nothlev Sørensen, som er ansat som Kommunikations- & Marketing Manager. Anja og Sabrina skal bidrage til at styrke erhvervsservicen for SMV-virksomhederne og markedsføringen af Kerteminde Kommune og kommunens virksomheder.

Fra februar finder vi to nye lokale ansigter hos Kerteminde Erhverv & Turisme.
De skal bidrage til at styrke erhvervsservice og markedsføring i Kerteminde Kommune. Direktør for Kerteminde Erhverv & Turisme, Nils Skeby, fortæller om ansættelserne:
”Jeg er meget taknemmelig for de mange meget kvalificerede ansøgninger, vi har modtaget til stillingerne. Ud fra den flotte pulje af ansøgere har vi gennemført samtaler med ikke mindre end ti meget kvalificerede kandidater i december måned. Nu er jeg utroligt glad for, at vi nu kan byde Anja og Sabrina velkommen hos os i stillingerne som henholdsvis Erhvervskonsulent og Kommunikations- & Marketing Manager.”.

”Sabrina kommer fra en stilling som projektleder og kommunikationspartner hos Coop, og Anja kommer fra en stilling som projektleder hos UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Jeg er meget imponeret over de kompetencer og den erfaring både Anja og Sabrina kommer med, og jeg er helt sikker på, de vil komme til at gøre en stor forskel for både virksomhederne og borgerne i Kerteminde Kommune,” siger Nils Skeby.

Fotos: Sabrina Maria Nothlev Sørensen (th) & Anja Svenstrup(tv)
Fotos: Sabrina Maria Nothlev Sørensen (th) & Anja Svenstrup(tv)

Nils Skeby forklarer, at Kerteminde Erhverv & Turisme har klare mål om at forbedre den lokale erhvervsservice væsentligt
samt få markedsført Kerteminde Kommune og virksomhederne i kommunen markant i hele Danmark.
Det skal de nye stillinger bidrage til.

“Vores nye Erhvervskonsulent Anja Svenstrup vil blive meget synlig i kommunen.
Hendes opgave vil blandt andet være servicering af små og mellemstore virksomheder.
Eksempelvis indenfor kendskab til det store udbud af nyttig viden i de forskellige erhvervsfremme-organisationer.
Hun vil også understøtte virksomhederne i at få adgang til erhvervsfremme-puljer og andre økonomiske støtteordninger samt være facilitator for netværksgrupper, kontaktperson for nyetablerede virksomheder og meget mere,”
siger Nils Skeby og fortsætter:
”Vores nye Kommunikations- & Marketing Manager Sabrina Maria Nothlev Sørensen vil få en meget vigtig rolle i at markedsføre Kerteminde Kommune og virksomhederne i kommunen, herunder at få alle de gode historier i kommunen kommunikeret via blandt andet digitale medier. Hun vil også få en vigtig rolle i at styrke vores turismeservice på diverse digitale platforme. Både Anja Svenstrup og Sabrina Maria Nothlev Sørensen er bosat i Kerteminde Kommune. “

“Jeg håber, I alle vil være med til at tage godt imod dem begge,” lyder opfordringen til slut fra Nils Skeby.

Kerteminde Erhverv & Turisme fungerer som serviceorgan for erhverv og turisme i Kerteminde Kommune.
Det er en ekstern enhed, som er organiseret i en selvstændig fond med støtte fra Kerteminde Kommune.

Kontakt for yderligere info Direktør Nils Skeby:
E-mail ns@ETKerteminde.dk eller telefon 8181 5707.