Det var en succes, da Sommerbussen rullede rundt i Kerteminde Kommune sidste sommer. For efter en pause på et par år, bevægede den sig mellem Fynshoved og Ladby Museum via Kerteminde By, og det bæredygtige transporttilbud var populært blandt både turister, sejlere og campister.
Der var nemlig cirka 960 passagerer, som benyttede Sommerbussen, og det var en stigning på 41% pr. kørselsdag sammenlignet med 2022, hvor sommerbussen senest kørte.
”Det er utroligt glædeligt at se, hvor godt vores gæster tog imod Sommerbussen sidste år. For dem er det en perfekt måde at komme rundt på, for det gør det nemt at besøge mange af de skønne og spændende steder, vi har i Kerteminde Kommune. Samtidig er det virkelig positivt for turisme- og handelslivet, at vi kan tilbyde denne form for bæredygtig transport rundt i området hele sommeren,” siger Jane Dam, direktør hos Erhverv og Turisme i Kerteminde.
Vil være med igen
Derfor har størstedelen af de lokale virksomheder, som var med sidste år, nikket til at være med til at finansiere Sommerbus-tilbuddet igen i år. Og endnu flere har endda budt ind for at bakke op om muligheden for, at kommunens besøgende kan komme rundt til diverse seværdigheder og handelsmuligheder uden at skulle benytte egen bil.
Én af de virksomheder, som var med sidste år, og som har meldt sig på banen igen i år, er Fynshoved Camping.
”Først og fremmest er vi med igen, fordi vi gerne vil yde vores gæster på campingpladsen en god service, for vi har en masse turister i autocampere, som gerne vil besøge Kerteminde. Den mulighed vil vi selvfølgelig gerne være med til at give dem, for jo mere de oplever her, jo bedre. Og så er det positivt, at de små erhvervsdrivende i kommunen har et godt samarbejde. Det er dejligt, at vi kan stå sammen om at støtte turismen,” lyder det fra Marie og Morten Møller, som ejer Fynshoved Camping.
Køreplan uge 28 til 32
Sommerbussen kører fra uge 28 til og med uge 32 fra mandag til fredag med fire daglige afgange i begge retninger, og den holder ved 11 strategisk placerede stoppesteder. Bussen forbinder Kerteminde med Fyns Hoved, områdets tre campingpladser og Vikingemuseet Ladby.
Første kørselsdag for Sommerbussen er den 6.juli – og den er gratis!
Mere info om Sommerbussen til besøgende
Besøgende henvises til info om bussen på visitkerteminde.dk/sommerbus
Lokale virksomheder giver bussen hjul at køre på
Det er en lang række lokale virksomheder, som giver bussen hjul at køre på i 2026. Virksomhederne tæller blandt mange:
- Cafe Kirkeladen
- Camp Hverringe
- Dangrafisk-Print
- Fjord&Bælt
- Fynshoved Café & Gårdbutik
- Fynshoved Camping
- Hotel Skovpavillon
- Johannes Larsen Museet
- Kerteminde Cityforening
- Kerteminde Koret
- Kerteminde Minigolf
- Lulu’s Café og Boutique
- nef Fonden
- Spar Kerteminde
- SuperBrugsen Kerteminde
- Vikingemuseet Ladby