STEM HER: Hvem skal modtage Turismeprisen 2025?

Kopi Af Design Uden Navn (3)

Er du i tvivl om, hvem du skal stemme på? Så læs om de enkelte finalister nederst på siden.

 

STEM PÅ EN FINALIST

 

Mere om alle finalisterne

TURISMENS VENNER

Turismens Venner er finalist til årets Turismepris for deres store og engagerede indsats, hvor ildsjæle hver dag bidrager til at skabe fantastiske oplevelser for både lokale og turister. I indstillingerne er der særligt fokus på foreningens stærke fællesskab, store frivillige engagement og den synlige indsats, som de blå trøjer yder i bybilledet og på Marinaen.

En indstiller skriver blandt andet:
’Turismens Venner er en forening bestående af ildsjæle – de blå trøjer møder man gang på gang i bybilledet og på Marinaen – til stor glæde for både turister og lokale. De sætter Kerteminde Kommune på verdenskortet med deres service, glade smil og imødekommenhed. Turismens Venner er en meget social forening med plads til alle -mange venskaber opstår – for det skal være sjovt at være med i Turismens Venner’.

Foreningen har eksisteret siden 2011 og blev stiftet i samarbejde med VisitKerteminde, der i dag hører under Erhverv & Turisme i Kerteminde.

 

KERTEMINDE CUP

Kerteminde Cup er kandidat til Turismeprisen for den store betydning, turneringen har for både turisme, byliv og fællesskab i Kerteminde. I indstillingen er der særligt fokus på den massive tilstrømning af gæster, den brede lokale involvering og den store frivillige indsats, som hvert år er med til at skabe liv i hele byen.

En indstiller skriver bl.a.:
‘Jeg indstiller Kerteminde Cup til Turismeprisen 2025, fordi turneringen hvert år tiltrækker mere end 1.000 mennesker til Kerteminde og skaber liv og aktivitet i hele byen. Den første weekend af skolernes sommerferie strømmer deltagere og deres familier til fra hele landet, hvilket giver en unik oplevelse og styrker både foreningslivet og turismen. Kerteminde Cup er ikke kun til gavn for fodboldklubben, det er en begivenhed, der løfter hele byen’.

 

ARTWEEK KERTEMINDE

ArtWeek Kerteminde er kandidat til Turismeprisen for sin mangeårige indsats og for at forene kunst, kultur og turisme i Kerteminde. Eventen blev grundlagt i 2011 og drives af Bente og Michael Grønlund. Gennem årene har mere end 400 kunstnere fra over 25 nationer deltaget, og arrangementet har udviklet sig til en fast tilbagevendende kultur- og turismebegivenhed i byen.

En indstiller skriver bl.a.:
’Jeg indstiller ArtWeek Kerteminde til Årets Turismepris, fordi arrangementet på en enestående måde forener kunst, kultur og lokal turisme. I løbet af en hel uge åbnes dørene gratis for alle besøgende, og publikum får mulighed for at møde og opleve mere end 30 professionelle kunstnere fra hele Danmark og flere europæiske lande. ArtWeek Kerteminde skaber liv og aktivitet på godset og i hele lokalområdet’.

 

RESTAURANT RUDOLF MATHIS

Restaurant Rudolf Mathis er kandidat til Turismeprisen for sin mangeårige betydning for Kerteminde som gastronomisk destination og som et unikt trækplaster for både lokale og turister gennem generationer.

En indstiller skriver bl.a.:
’40 års jubilæum i 2025 for Puk og Ursula med mange fantastiske oplevelser og som et unikt varemærke for Kerteminde’.

Den 1. maj i år kunne restauranten fejre 40-års jubilæum – fire årtier med gastronomiske oplevelser i hjertet af Kerteminde. Restauranten åbnede i 1985 og blev opført på fundamentet af et gammelt fiskerhus med rødder i det lokale fiskermiljø.

I dag er Rudolf Mathis kendt for sin stemningsfulde atmosfære, den unikke beliggenhed ved vandkanten og brugen af lokale råvarer.